Skal videnskaben altid være korrekt i film?

Er det ok, at film og tv-serier fifler med historiske og videnskabelige fakta for at fortælle en god historie og måske gøre svært stof mere spændende? Nogen siger ja – andre nej.

Det er egentligt sjovt. Mens politikere og historikere nærmest har stået i kø for at slagte Danmarks Radios store tv-serie om nationens sammenbrud i 1864 som historisk ukorrekt, har der ikke været nær samme kritik af den nye storfilm Interstellar. Den sætter med udgangspunkt i Einsteins relativitetsteorier fokus på fysiske fænomener som rumtid, ormehuller og sorte huller.

I Christopher Nolans film Interstellar bliver dr. Brand og astronauten Cooper sendt på mission i Universet for at redde menneskeheden. Deres rejse til en fjern galakse sker gennem et ormehul, mens Cooper senere bevæger sig ind i en anden dimension gennem et stort sort hul. En rejse, der måske teoretisk kan finde sted, men som trods alt er mere usandsynlig end sandsynlig, når man spørger fysikere.

Professor i teoretisk partikelfysik og kosmologi på Niels Bohr Institutet Niels Obers har endnu ikke set filmen, men ud fra, hvad han har kunnet læse sig til,  er han alligevel særdeles begejstret.

»For mig som fysiker er det sjovt at se, at man kan lave film, der er bundet i reel fysik og kan få almindelige mennesker til at interessere sig for den slags ting,« siger han i en artikel i Jyllands-Posten, som bliver offentliggjort søndag. Her sætter vi fokus på, om fysikken i filmen holder.

Anderledes ser historikeren Rasmus Glenthøj, Syddansk Universitet, på tv-serien 1864. Både i aviser, tv og på de sociale medier har han flere gange kritiseret serien. F.eks. skrev han den 11. november på Facebook:

“…det er derfor jeg er ked af denne serie, som er historisk dybt problematisk, dramatisk dårlig…

Den 26. oktober skrev han på Facebook:

” I tredje afsnit af “1864″, der starter nu, vil man kunne opleve “Monrad” hovedløst kaste landet ud i krig, fordi “folket ønsker en krig”. I virkeligheden kæmpede Monrad desperat for at undgå en krig. ”

Og i Jyllands-Posten den 3. oktober udtalte han:

“Historien om 1864 er så kompliceret, at man bliver nødt til at hugge en hæl og klippe en tå. Det er fair nok, men her er man røget ud på et overdrev, hvor man skævvrider historien.”

1864 og Interstellar skriver sig ind i en lang række af historiske film, der mere eller mindre fifler med fakta. Mest kendt i den sammenhæng er nok den amerikanske filminstruktør og Oscar-vinder Oliver Stone, der aldrig har lagt skjul på, at han gør, hvad der passer ham – f.eks. i filmen om mordet på J. F. Kennedy. I den Oscar-vindende film antyder Stone bl.a. at daværende vicepræsident Lyndon B. Johnson var involveret, og filmen blev i det hele taget gennemheglet af historikere og medier for at være fyldt med løgn.

Men andre instruktører har boltret sig. Mens Monrad  i 1864 bliver gjort til en psykotisk, nationalistisk nar, der ligger på gulvet med den bare r.. i vejret, mens han leder efter den rigtige retning for både sig selv og nationen, gjorde filminstruktøren Milos Forman i Amadeus verdenshistoriens største musikalske geni Mozart til en selvglad og pigeglad festoriginal, der nærmest opførte sig som et stort barn, mens han komponerede det mest geniale musik. Kan man det for at fortælle en pointe  om, at storhed og genialitet på et konkret felt ikke nødvendigvis fordrer menneskelig storhed?

Herhjemme har Matador fået kritik for sin gengivelse af forholdene under besættelsen.

Man kan vælge som Rasmus Glenthøj at fokusere på, at skatteyderfinansieret public service for 170 millioner forpligter til at fortælle en troværdig historiske fortælling. Det er et godt argument for at stille nogle særlige krav til 1864. Men kan man stille disse krav til en film, der primært bliver til med baggrund i en privatøkonomisk investering? Næppe. Og hvad med danske film, der for en stor dels vedkommende også modtager offentlig støtte. Her må man nok gøre som fysikprofessoren og glæde sig over, at en sciencefiction-film med afsæt i fysikken kan få folk til at interessere sig for “den slags ting”.

Filmen Amadeus fik f.eks. min 5-6-årige datter til at høre Mozart, fordi hun var så fascineret af statuen af kommandanten, der sender don Giovanni til helvede . I DR er man garanteret glade for, at 1864-serien har betydet øget fokus på det store undervisningsmateriale om 1864, som mediehuset stiller til rådighed. Og Interstellar har fået mig – en fysik-analfabet – til at interessere mig for rumfysik og forstå en smule mere af det ekstremt svære stof.

Jeg har netop været inde at se Interstellar. En fantastisk film. Tre time varede den uden at være et sekund for lang. Anderledes har jeg det med 1864. Jeg skal nok se alle afsnittene, og jeg forsøger virkeligt på at holde af den. Men det går ikke rigtigt. Personerne er ikke interessante nok. Historisk korrekthed eller ej.

Svaret på spørgsmålet i overskriften er langt fra entydigt.

Du kan gratis læse en kortere udgave af Jyllands-Postens artikel om fysikken i Interstellar her:

 

Verdens bedste idé og Berlinmurens fald

I Danmark anser vi demokrati og frihed for verdens vigtigste idéer. Mens vi fejrer 25 året for Berlinmurens fald og hylder disse frihedsbegreber er der grund til at minde om, at de er under pres – og endda i tilbagegang rundt omkring i verden.

Af Klaus Dohm

I sig selv kunne Berlinmurens fald være verdens bedste idé. Da tyskerne en aften for præcist 25 år siden strømmede til murens grænseovergang i den tro, at grænserne mellem øst og vest var blevet åbnet, var det i sig selv et bevis på, at idéen om demokrati og frihed er den største af alle.

I en læserkåring “Verdens bedste idéer” har Jyllands-Postens læsere har netop kåret “demokrati”, “frihed”  og “kærlighed” til verdens bedste idéer.

Det sker på et tidspunkt, da netop frihed og demokrati bliver fejret på en dag, der også beviser, at det faktisk kan lade sig gøre med fredelige midler at genforene et folk, nedbryde en totalitær stat og skabe frihed og folkestyre.

Nogle år forinden havde jeg som gymnasieelev besøgt Østtyskland og set de tomme butikker og østtyskernes tomme øjne, når man talte med dem om deres liv og muligheder. På den ene side forsøgte de at opretholde en vis stolthed over deres relativt unge land – på den anden side vidste de godt, at kursen var helt gal.

Jeg selv sad også som ung journaliststuderende i 1989 i et teknikrum i Danmarks Radio, mens TV-Avisen fortalte om, at Østtyskland lovede at åbne sine grænser. Og sådan er vi vist mange, der kan huske, hvor vi var den aften. Men efter mange år i 1970′erne og 1980′erne, da langt de fleste unge ivrigt deltog i diskussionerne om våbenbalance og Den Kolde Krig, og da fjenden var fast defineret som “de røde”, når vi aftjente vores værnepligt, kommer jeg nok heller ikke til at opleve en mere skelsættende begivenhed i mit liv.

Demokratiet og friheden sejrede dengang. Og efterfølgende i kølvandet af de kommunistiske regimers fald oplevede verden en markant stigning i antallet af mennesker, der levede i frihed.

Men siden er udviklingen trods det arabiske forår, krige mod terror og mange andre forsøg på at indføre vores vestlige frihedsværdier i totalitære stater gået i den modsatte retning.

Jacob Mchangama, der er direktør i tænketanken Justitia, er i dag i Jyllands-Posten bekymret for den demokratiske udvikling:

»På den korte og den mellemlange bane trækker udviklingen i den forkerte retning. Antallet af frie demokratier er på tilbagetog for ottende år i træk, og pressefrihed er på det laveste niveau i 10 år,« lyder det fra Jacob Mchangama.

Statistikkerne taler deres tydelige sprog:

60 pct. af verdens befolkning lever ifølge den amerikanske tænketank Freedom House i lande, hvor der ikke er reelt demokrati. De seneste 10-15 år har kampen om demokrati eller ej ført til en lang række krige rundt i verden, krige hvor de demokratiske kræfter i stigende grad har benyttet våben og magt. Men det har ikke været nogen succes.

Udbredelsen af demokratiet har stort set stået stille i otte år, konstaterer Freedom House. Og hverken i Irak, Afghanistan, Libyen, Egypten eller Syrien er man i dag i nærheden af demokrati.

Samtidig er både valgdeltagelsen og medlemskabet af et politisk parti i demokratiets højborg, Europa, gået dramatisk tilbage de senere år.

Ifølge magasinet The Economist er kun en pct. af briterne medlem af et politisk parti – i 1950 var det 20 pct. En undersøgelse af 49 demokratier viser, at valgdeltagelsen i perioden fra 1980-84 til 2007-14 er faldet med 10 procentpoint. Samtidig viser undersøgelsen ”Pew Survey of Global Attitudes” fra amerikanske Pew Research Center, at indbyggerne i ”udemokratiske” Kina er langt mere tilfredse med livet end indbyggerne i den anden demokratiske højborg, USA.

Så der er altså rigtig god grund til massivt at fejre Berlinmurens fald for at minde hinanden og alle andre om, at demokrati er verdens bedste idé.

Den gamle studenteroprører, idehistoriker  Mihail Larsen, professor ved Department of History and Civilization ved European University Institute i Firenze, opsummerer det præcist, når han ligeledes i Jyllands-Posten i dag siger:

“Demokratiet er ikke noget selvfølgeligt, som man bare har. Det er noget, der skal kæmpes for. Antikkens demokratier gik under og blev først idealer 2.000 år senere i Oplysningstiden. I dag er det heller ikke givet, at vores demokratiske samfundsordning vil eksistere om 20-30 år. ”

Du kan gratis læse meget mere om demokrati og “Verdens bedste idéer” her:

http://jyllands-posten.dk/nyviden/ECE7185996/Så-er-det-afgjort-Her-er-verdens-bedste-idé/

http://jyllands-posten.dk/topic/ideer/

 

 

Hvad er verdens bedste idé?

Jyllands-Posten kårer sammen med Aarhus Universitetsforlag “Verdens bedste idé. Stem og vær med.

Kan man leve lykkeligt uden at kende til de store græske tænkere som Sokrates, Platon og Aristoteles? Ja, sikkert.

Men kan man føre samfundet i den retning, som man ønsker? Kvalificeret bevare idealerne om frihed, demokrati, lykke og skønhed, hvis man ikke kender idéernes betydning og oprindelse? Det er nok noget mere tvivlsomt.

Også da jeg gik i gymnasiet for alt for længe siden, blev det kaldt for ”oldævl”, når vi skulle til time og undervises i grækernes tankevirksomhed for mere end 2.000 år siden. Vores lærer forsøgte ofte forgæves at forklare, hvordan deres idéer har påvirket vores og samfundets udvikling i mange århundreder.

Jeg skal heller ikke sige mig helt fri for dengang at have haft mine tanker mere fokuserede på, hvornår den næste gymnasiefest skulle afholdes – eller hvor mange mål jeg havde scoret i håndboldkampen om søndagen. Det skal der også være plads til.

Men ikke desto mindre er jeg blevet helt vild med de store tænkeres fænomenale tanker efter at have kigget i bogen ”50 idéer der ændrede verden” og interviewet idéhistoriker Hans-Jørgen Schanz,  Aarhus Universitet, og hørt ham forklare, hvorfor det absolut ikke er ligegyldigt at kende til dem.

»Hvis der ikke var forestillinger om, hvordan man indretter livet, og hvad det er, der giver det mening og retning, så havde man ikke et menneskeligt samfund. Vi var ingen steder henne. Uden idéerne ville f.eks. sproget ikke kunne anvendes. Det ville være som en tom lejlighed, der er ubeboelig. Så ville vi føre en dyrisk tilværelse. Så ville vi være som en flok aber eller noget i den stil.«

En anden idéhistoriker,  professor Frederik Stjernfelt, Københavns Universitet, sætter også tingene på spidsen. Han mener, at det moderne samfund er på vej til at blive direkte intolerant i takt med at folk pålægger sig selvcensur.

»Herhjemme, og i store dele af den vestlige verden, betyder ”tolerance” efterhånden nærmere selvcensur, end det betyder accept af andres holdninger og ytringsfrihed. Nu betyder det, at man undlader at sige sin mening, hvis nogen kunne risikere at blive krænket af den; den nye ”tolerance” er derved med til at øge intolerancen, fordi nogle holdninger, eller grupper af mennesker, skal beskyttes, mens andre skal kriminaliseres,« siger Frederik Stjernfelt.

Han mener, at netop presset på vores tolerance er en god begrundelse for at pege på den idé som verdens bedste.

»I praksis betyder det, at der ikke længere gælder de samme rettigheder for alle. Yahya Hassan må gerne kritisere muslimske indvandrere, mens islamkritikeren Lars Hedegaard ikke må,« siger Frederik Stjernfelt.

Dette er blot én af de mange argumenter for, hvorfor vi skal interesserer os for de gode idéer. Der er mange flere.

Derfor er det en særlig stor fornøjelse, at vi på Jyllands-Posten sammen med Aarhus Universitetsforlag har kunnet invitere læserne med til at kåre ”Verdens bedste idé” – den tanke, som har haft væsentligst og måske mest positiv indflydelse på vores liv.

Nogen vil måske indvende, at sådan kan man slet ikke rangordne idéer. Det er nok også rigtigt.

Det vil naturligvis være en fuldstændig subjektiv vurdering, om det f.eks. er tanken om ”kærlighed”, ”arbejde”, ”moral”, ”penge” eller måske ”ondskab”, som er bedst. Men ved at invitere læserne med på denne rejse ind i tankegangen hos nogle af verdenshistoriens allerfremmeste tænkere og fortælle om, hvordan de har forsøgt at give svar på livets vigtige spørgsmål, håber vi at sætte nogle gode diskussioner i gang omkring disse store idéer. Samt forhåbentlig inspirere til at dykke længere ned i baggrunden for vores kultur og samfund.

På Jyllands-Posten er vi fuldstændig med på, at denne læserkåring reelt er en ”kvalificeret leg”. Men vi håber, at du ligesom sidst, da tusinder var med til at kåre ”Verdens største opdagelse”, er parat til at lege med og vil besøge jp.dk/50 ideer,  hvor du kan afgive din stemme.

Her er et link til afstemningen og Jyllands-Postens særlige website om 50 idéer.

http://jyllands-posten.dk/topic/ideer/

 

Det kloge menneske – en hyldest til forskerne

Den nyligt afholdte videnskabskonference ESOF 2014 i København var en overlegen manifestation af forskningens enorme betydning for klodens udvikling. Samt hvor langt mennesket som art er kommet.

Af Klaus Dohm

Jeg besøgte i den forløbne uge sammen med mange tusinder Carlsberg-byen i København og videnskabens svar på de olympiske lege, Euroscience Open Forum (ESOF) 2014. Det gav mig og alle andre muligheden for at få en intellektuel oplevelse for livet.

Under den seks dage lange begivenhed samledes tusinder af kloge hoveder fra hele verden, og de mange foredragssale blev fyldt med unge og gamle, når forskerne fortalte om deres seneste resultater.

Det er ved sådan en begivenhed umuligt ikke at lade sig imponere over, hvor klog en art, mennesket har udviklet sig til at blive.

Her var helt unge ingeniører, der fortalte om, hvordan de er i færd med at udarbejde robotter, der skal tage de første ”spadestik” i forbindelse med minedrift på månen. Her var klimatologer, der fortalte om, hvordan man med teknologi måske kan forhindre nogle af de værste påvirkninger fra klimaforandringerne. Man kunne også høre om, hvordan man med videnskabelige metoder bedst kan bekæmpe salget og misbruget af narkotika. Og hvordan 20 mio. indbyggere i en storby med minimal miljøpåvirkning kan få et godt liv, hvis byplanlæggerne tænker sig godt om.

Det blev også et tema, hvordan videnskaben kan være med til at dæmme op for en af de aktuelt største trusler mod mennesket – multiresistente bakterier. Og hvordan man ved at studere historiens naturkatastrofer kan være med til at afbøde de værste konsekvenser, når naturen igen eksploderer med kraftige vulkanudbrud, jordskælv og oversvømmelser. Blot for at nævne nogle få eksempler.

Et tilbagevendende tema under foredragene handlede om penge. Hver især forsøgte forskerne naturligt at plædere for, hvorfor lige netop deres forskningsområde har brug for at få tilført flere penge. Et af eksemplerne, som omtales i denne søndags udgave af Jyllands-Postens videnskabstillæg Newton, var forskning indenfor robotteknologi, der skal munde ud i, at man kan få ny viden om livet i de dybe have ved at sende selvstyrende robotter ned på havets bund.

”Havforskningens budgetter er peanuts,” sagde f.eks. den amerikanske robotforsker Kanna Rajan med henvisning til f.eks. rumforskning, som har budgetter, der er mange gange større end havforskning.

Det er en evig diskussion, om forskningen prioriteres alt for lavt. Og om det er den rigtige forskning, der støttes. Der foregår også en evig kamp om bevillingerne. Og sådan vil det nok altid være. Hvis alles ønskeseddel skulle opfyldes, vil man hurtigt løbe tør for penge. Omvendt er der ikke tvivl om, at forskningen fremover i endnu højere grad vil være med til at drive vores samfund i den retning, som vi ønsker. Og derfor er forskningspolitik det måske væsentligste politikområde.  Det er mange politikere heldigvis klar over.

Denne blog holder sommerferie i de kommende seks uger, hvor også skolerne og mange højere læreanstalter går i dvale. Også mange forskere holder sommerferie. Det er velfortjent. Men heldigvis holder de ikke op med at tænke, de er snart tilbage i laboratorierne igen. Ja mange holder slet ikke sommerferie, men udnytter f.eks. sommertemperaturerne i Jordens koldere egne til at lave forskning i felten.

“Videnskab bygger broer” lød mottoet for ESOF 2014. Man kunne også sige: “Videnskab er fedt – den gør os klogere og kan gøre verden bedre”, for der er ingen tvivl om, at videnskaben giver løsningerne på mange af de udfordringer, som verden står overfor – hvad enten det er krig, sult, tørke, overbefolkning m.m.

Med det budskab er min blog snart tilbage igen, og nåede du ikke forbi ESOF 2014, så lover jeg, at vi i Jyllands-Postens videnskabstillæg Newton løbet af efteråret bringer flere artikler derfra. Artikler som jeg utvivlsomt også vil lave referencer til på denne blog.

God sommerferie til alle.

Du kan gratis læse en kortere artikel om undervandsrobotteknologi her

http://jyllands-posten.dk/nyviden/ECE6835856/intelligente-robotter-laerer-os-om-oceanerne/

Her kan du bag en betalingsmur læse en længere artikel om undervandsrobotteknologi

http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/newton/ECE6837176/selvstyrende-robotter-skal-undersoege-verdenshavene/

og om storbyernes vokseværk

http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/newton/ECE6837056/metropoler-vokser-og-vokser/

Hippier og andre antiautoritære rejste sig fra Første Verdenskrigs slagmarker

Fortællingen om Hitlers infame naziregime, holocaust og Churchills exentriske ledelse af kampen mod det onde har alle dage fascineret og vakt afsky. Det samme har fortællingen om Japans imperialistiske ambitioner, de amerikanske videnskabsfolks udvikling af atombomben – og den efterfølgende politiske vilje til at anvende den.

Derfor er der kommet en næsten uendelig strøm af bøger, film og tv-udsendelser om denne krig, Anden Verdenskrig, som var den første og måske hidtil eneste krig, der reelt involverede hele verden.

Men forud var der en anden krig, som blev kaldt Første Verdenskrig. Den skabte en udvikling og epoke i verdenshistorien, som måske på længere sigt havde endnu større konsekvenser.

“Første Verdenskrig er den mest skelsættende begivenhed i det 20. århundrede. Det er urkatastrofen. Alt det, der kommer senere, sker på grund af Første Verdenskrig,” mener f.eks. Claus Bundgård Christensen, lektor i historie, Roskilde Universitet.

Derfor er det også med god grund, at interessen for Første Verdenskrig i de senere år er steget betydeligt. Da ærkehertug Franz Ferdinand for 100 år siden den 28. juni blev skudt i Sarajevo kunne ingen vide, at dette attentat blev indledningen til mange års krig med op mod 10 millioner døde soldater. Men endnu mindre kunne man vide, at mordet udløste en krig, der fik indflydelse på nutidige konflikter, moderne krigsførelse, dannelsen af det moderne menneske, Danmarks udvikling mod en velfærdsstat – ja listen over indflydelsesområder er næsten uendelig.

I anledning af 100-året for dette attentat og krigens udbrud har Jyllands-Posten tilegnet et nummer af avisens videnskabstillæg Newton til Første Verdenskrig. Samt oprettet et særligt site jp.dk/ww1 til den lange række artikler om krigen, som avisen allerede har udgivet, og som fortsat vil blive skrevet i de kommende år.

Her kan du læse om de dansksindede soldater, som også måtte gå grufuldt meget igennem i skyttegravene, om de forfærdelige våben, som blev udviklet, samt om hele krigens historiske, politiske og kulturelle effekt.

En af de vigtigste konsekvenser er tabet af autoritet. De unge mænd – store drenge – som vandrede ud i skyttegravene og blev dræbt i millionvis gjorde det i pligttro. Deres offervilje afspejlede det samfund, som de var opfostret i, hvor de var opdraget til at gøre deres ypperste for at hjælpe nationen og i sidste ende dø, mener Henrik Jensen, historiker og forfatter.

“Den grundlæggende konsekvens af tabstallene ved Vestfronten er et voldsomt sammenbrud af autoritet,” siger han.

Ud af denne massakre på Europas ungdom og uskyld opstod et helt nyt Europa. Grænserne var flyttet gevaldigt rundt. En revolution havde afsat Ruslands zar. Nye kunstretninger med fokus på irrationalitet var opstået som foragt mod de rationelle tanker, der havde ført Europa i krig. Det hele kulminerede ifølge Henrik Jensen i  1960′ernes ungdomsoprør, hvor man definerede sin egen verden og realiserede sig selv.

“Europa blev forandret til ukendelighed af krigen. Uskylden røg, og tilliden til autoriteter, der havde ført Europa i krig, forsvandt,” siger også Claus Bundgård Christensen.

Du kan læse meget mere om Første Verdenskrig, se grafikker om krigen, dens våben og dens udvikling på Jyllands-Posten særlige website. Mange artiklerne koster det penge at læse – men der er også mange, der er gratis.:

www.jp.dk/ww1

Frimærke til 100 mio. kr. – intet mindre

Verdens dyreste og mest berømte frimærke bliver nu sat til salg. Men kan et frimærke, der jo reelt ikke er beregnet til meget andet end at klistre på et brev, som så kan blive transporteret fra A til B, være mere end 100 mio. kr. værd?

Af Klaus Dohm

Mange af os kan huske, hvordan vi som børn faldt for de mest farvestrålende frimærker, når vi forsøgte at skabe en lille samling. Det var sjældent de dyreste. Og forleden var jeg til et middagsselskab, hvor herren overfor stolt fortalte, at han netop havde erhvervet den sidste mønt i en samling, så han nu havde en mønt fra samtlige de romerske kejsere.

Men selv om mennesket af natur har en samlermani, kan det så virkeligt passe, at et lille stykke magentafarvet papir kan være mere end 100 mio. kr. værd?

Ja tilsyneladende. Den 17. juni bliver verdens dyreste frimærke – Britisk Guyana 1 cent 1856 – nemlig sat til salg på auktion hos Sothesby’s i New York til en forventet salgspris på mellem 10 og 20 mio. $. Og hvis den pris holder, så bliver frimærket intet mindre end den dyreste genstand overhovedet i verden målt i pris pr. gram.

Hvordan kan det så være, at frimærket, som ser umådeligt beskedent ud, kan blive så mange penge værd. Det enkle svar er, at det er det eneste af sin art i verden. Det hjælper nok også, at der ligger en lang og spændende historie bag frimærket, som er blevet en superstar i filatelistkredse, fik en Anders And-historie opkaldt efter sig, og blev gemt af vejen, da dens ejer myrdede en OL-medaljevinder. For blot at nævne nogle få af anekdoterne om det lille stykke papir.

”Man må forstå, at frimærket ville være meget mindre værd, hvis der rent faktisk fandtes to af slagsen. Værdien af de meget sjældne frimærker ligger ofte i, at der rent faktisk kun er ét tilbage af dem,” forklarer Ib Krarup, direktør for Danmarks Filatelist Forbund i en artikel om frimærket, der netop er offentliggjort i Jyllands-Postens videnskabstillæg Newton.

Britisk Guyana 1 c 1856 er endnu blot det mest berømte – men ikke det dyreste frimærke i verden. For det er længe siden, at det sidst blev solgt. I 2010 opnåede det svenske frimærke ”treskilling gul” fra 1855 den titel, da det blev solgt ved en auktion i Schweiz for godt 14 mio. kr. Det enestående ved dette frimærke er, at det formentlig blev trykt i en forkert farve. Herhjemme er ”2 rigsbankskillingen” fra 1852 det mest værdifulde frimærke. En ustemplet fireblok blev i 2004 solgt for knap 2,2 mio. kr.

Siden 1986 har Britisk Guyana 1 c 1856 således ligget gemt i en bankboks, men efter at dets ejer døde i fængsel i 2010, har arvingerne nu besluttet at sætte det til salg.

Det er klart, at man gerne vil være sikker på, at frimærket så også er ægte, når man betaler et trecifret millionbeløb. På dette punkt har Britisk Guyana 1 cent 1856 endda været omdiskuteret.

”Det er besynderligt, at man valgte at trykke både 1- og 4-centfrimærker på samme papir. Det stemmer ikke overens med tidligere frimærker fra Britisk Guyana. Her havde man forskellige farver til de forskellige værdier, og magenta blev brugt til 4-centfrimærker udelukkende. Måske bestilte postmesteren kun 4-centfrimærker, og 1-centmærkerne blev fremstillet ved en fejl. Eller måske er 1-centfrimærket i virkeligheden et 4-centfrimærke, der er blevet forfalsket. Vi ved det faktisk ikke,« fortæller Ib Krarup. Han har i forbindelse med salget af Britisk Guyana 1 cent 1856 magenta har undersøgt frimærkets historie til forbundets medlemsblad.

Endnu vides det ikke, om frimærket fra en af klodens fjerne afkroge bliver solgt til den bebudede pris. Men det ligger fast, at baggrunden for den høje pris også skal søges i netop den samlermani, som mange almindelige firmærkesamlere også besidder.

”Jeg plejer at sige, at frimærker er fantastiske kulturformidlere. Man kan have en interesse for et eller andet, og så kan man samle på det i frimærker,” siger Erik Jensen, overinspektør for frimærkesamlingen på Post & Tele Museet.

Så der er altså meget mere at hente i frimærker end bare at kigge på et lille stykke papir med farve på. Heldigvis i især Britisk Guyana 1 cent 1856’s tilfælde, for frimærket er ikke engang pænt at kigge på. Men godt det samme, for det bliver sikkert igen gemt væk af en eller anden milliardær, der har råd til at betale prisen.

Her kan du gratis læse mere om de dyre frimærker og se, hvordan de ser ud:

http://jyllands-posten.dk/kultur/ECE4365916/verdens-dyreste-frimaerke-solgt-i-schweiz/

http://politiken.dk/kultur/ECE84705/dansk-frimaerke-solgt-for-22-millioner-kroner/

http://www.sothebys.com/en/auctions/2014/magenta-n09154.html

Vil du læse mere om historien bag Britisk Guyana 1 cent 1856 kan du mod betaling læse historien her:

http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/newton/ECE6802444/frimaerke-til-mange-millioner/

Er det spild af penge at lede efter dino-knogler?

Forskerne finder stribevis af ny dinosaur-arter i disse år. Men kan forskningspengene bruges bedre på andre områder?

Af Klaus Dohm

Det er langt fra tilfældigt, at det i disse år vælter op af jorden med nye arter af dinosaurer. Ja vi ser selvfølgelig ikke de levende dyr, men palæontologerne er blevet langt bedre til at finde knogler efter de store forhistoriske dyr, der så viser sig at stamme fra helt nye arter, som aldrig er blevet fundet før.

Knoglerne bruger forskerne til at bestemme, hvordan dyrene så ud, hvor store de var, og hvad de levede af. Spændende viden, som alt sammen er med til at fortælle en del af Jordens forhistorie og forklare, hvorfor Jorden har udviklet sig som den har, og hvordan der i sidste ende blev skabt plads til os mennesker.

Senest fandt forskere i Argentina f.eks. knogler fra en dinosaur, der tilsyneladende er den største, der hidtil er fundet. Ikke minde end 40 meter lang og 20 meter høj var dette dyr, da det levede for mange millioner år siden. Og få måneder tidligere fandt forskerne i Portugal en 10 meter lang dinosaur, der mest af alt mindede om en T-rex.

I Jyllands-Postens videnskabstillæg Newton havde vi i går en artikel om de nye dinosaurer. Men meget mere er på vej, og nye dyr er i vente. For åbenbart er palæontologerne blevet bedre til at vurdere, hvor de skal lede efter knoglerne, og samtidig har de fået tilført flere penge til at udføre deres forskning.

”En af de mest vægtige grunde til de mange dinosaurfund handler om penge. I forhold til mange andre videnskabelige områder er det nemlig forholdsvist nemt at rejse penge til at lede efter dinosaurer. Årsagen er, at der altid er stor bevågenhed i forbindelse med et fund,” forklarer Jesper Milàn, museumsinspektør ved Geomuseum Faxe/Østsjællands Museum.

Dinosaurer har alle dage fascineret os mennesker. Ikke mindst størrelsen, rovdyrenes farlighed og planteædernes nuttethed tiltaler os så meget, at Hollywood med stor succes kan lave film som ”Jurassic Parc” og animationsfilmen ”Landet for længe siden” med den langhalsede Lille Fod.

Men er det rimeligt, at det er lettere at skaffe penge til at udgrave en millioner af år gammel knogle end f.eks. en ny bille i regnskoven. Eller skal man f.eks. vægte forskningen af bekæmpelse af sygdomme endnu højere og bruge pengene fra dinosaurusekspeditioner til disse formål?

Sådan et regnestykke er vanskeligt at stille op – og ikke mindst at afgøre facit. Men det vil være dumt at afskrive én forskningsgren blot fordi, man synes at en anden gør mere nytte.

Hver eneste gang vi bliver klogere på ét felt, er det med til at give os mere viden om, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen.

I samme nummer af Newton var der f.eks. også en artikel, der handlede om, hvordan forskning i moleret på øen Fur kan være med til at fortælle os om, hvordan fremtidens klima vil påvirke livet på Jorden. Viden som kan vise sig at have en endda meget stor nytteværdi og lære os, hvordan vi som mennesker bedst kan indrette os på forandringer. Og et stort forskningsskib har i måneder sejlet rundt i Østersøen for at finde spor i undergrunden, der ligeledes kan give os viden om klimaforandringer.

Det giver god mening hver eneste gang, vi får ny viden, hvad enten det drejer sig om sundhed, historie, biologi, astronomi – og palæontologi. Derfor giver det også god mening, at forskningen bl.a. med kineserne i spidsen producerer ny viden om dinosaurerne.  Flere forskningsmidler eller ej så fortsætter jagten under alle omstændigheder på de store dyr. Hør blot her:

”Der er godt nok i underkanten af 100 dinosaurforskere ved de akademiske institutter verden over, og det er begrænset, hvor mange fund et så lille antal mennesker kan gøre. Til gengæld er der rigtig mange dygtige amatører, der leder, hvilket øger antallet af fund,” siger den norske palæontolog Jørn Hurum.

Vi glæder os til at høre mere.

Du kan læse en gratis version af artiklen om de nye dinosaurarter her: http://jyllands-posten.dk/nyviden/ECE6789268/nye-dinosaurer-vaelter-op-af-jorden/

og hele artiklen her, hvis du abonnerer på JP Premium: http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/newton/ECE6787189/nye-dinosaurer-vaelter-op-af-jorden/

 

 

 

 

Er fred i Europa naturgivent?

På fredag fejres, at de Allierede på D-dag invaderede Frankrigs kyster. Dagen minder os om, at det ikke er mere end en generation siden, at vesteuropæere i stort tal slog hinanden ihjel på slagmarken. Alligevel sagde mange europæere ved EU-valget markant nej til øget samarbejde og hævdede de nationalistiske interesser.

Af Klaus Dohm

Det havde måske været relevant med en enkelt historietime, inden EU-valget for nylig blev afholdt. I hvert fald er det tydeligt, at de europæiske vælgere under det overståede EU-valg i stort talt har stemt med den nationale identitet for øje. Nogle har ligefrem stemt ud fra en klar nationalistisk overbevisning.

”Nu skal vi igen til at føre politik til gavn for Frankrig og det franske folk,” lød det f.eks. fra Marine le Pen, leder af Front National i Frankrig efter hendes valgsejr.

Samtidig annoncerede Nigel Farage, leder af det engelske uafhængighedsparti UKIP, der vandt valgt i Storbritannien:

”Hvis I tror, at UKIP har nået højdepunktet, kan I tro om igen.”

På fredag er det præcist 70 år siden, at de Allierede i Normandiet iværksatte en af de største invasioner nogensinde. Soldater fra England, USA, Canada, Frankrig, Polen, Belgien, Tjekkoslovakiet, Holland, Norge – og endda enkelte søfolk fra Danmark satte livet på spil for at gøre en ende på et af de mest infame og onde regimer i verdenshistorien – Hitlers nazistyre.

De tapre soldater vil blive hyldet med ceremonier og taler især ved strandene i Normandiet, hvor de gik i land. Men udover at befri os fra nazismen er det også værd at tænke på, at invasionen i høj grad var med til at sikre et frit Vesteuropa, der slap for yderligere at blive underlagt Sovjetunionens kommunistiske diktatur under Stalin. En tyran fuldt på højde med Hitler – har historien efterfølgende vist.

”D-dag er et de vigtigste slag i det 20. århundrede, for uden den landgang havde vi næppe fået det Europa, som vi kender efter 1945. Uden den engelske og amerikanske tilstedeværelse havde vi ikke fået et demokratisk Vesteuropa,« forklarer Jakob Sørensen, historiker og forfatter til bogen ”D-dag” i den seneste udgave af Jyllands-Postens videnskabstillæg Newton.

Siden Anden Verdenskrigs afslutning har der været fred i Vesteuropa. Og 69 år med fred er slet ikke så dårligt i en del af verden, der i århundreder var præget af store krige, med romere, der erobrede England, vikinger, der hærgede, hvor de kunne komme frem, og et England, Frankrig og Spanien, der igen og igen røg i totterne af hinanden – enten her i Europa eller andre steder i Verden.

Og at krig stadig er absolut tæt på vidner massakrerne på Balkan i 1990’erne og nu konflikten i Ukraine om i uhyggelig grad.

Tankerne om et forenet Europa blev da også lanceret allerede kort efter verdenskrigens afslutning af Winston Churchill, og ud af disse tanker om et især tæt samarbejde mellem Tyskland og Frankrig voksede det, som vi i dag kalder EU sig langsomt. En organisation, der trods diskussioner om lakridspiber, krumme agurker, fråds og bureaukrati i hvert fald forpligter nationerne overfor hinanden.

Men måske er fred i Europa slet ikke naturgivent. Måske er de knap 70 års fred blot en parentes i den lange europæiske krigshistorie.

Jeg skal nok vare mig for at udpege de grupperinger, der i et ustabilt Europa kan finde på at bruge våben mod hinanden. Men det kan i hvert fald konstateres, at den økonomiske krise fik meget lidt sympatiske protestbevægelser til at vokse sig stærkere i den sydlige del af Europa – ligesom retorikken er blevet betydeligt skærpet også i flere andre lande.

Det paradoksale i denne forbindelse er vel i virkeligheden, at mens D-dag gik ud på at stoppe tysk aggressivitet, så er det nu Tysklands konservative leder, Angela Merkel, som igen og igen italesætter EU og vigtigheden af samhørighed og fælles fodslag.

Selv om hun af sydeuropæere er blevet beskyldt for at være for hård, har hun om nogen stået i spidsen for den økonomiske genopretning. Også efter dette valg er hun i høj grad den person, som maner til europæisk eftertanke.

”Vi skal fokusere på konkurrence, vækst og jobskabelse. Det er det bedste svar til de skuffede, der har stemt anderledes, end vi ønskede det,” sagde hun umiddelbart efter valget.

Måske er det i virkeligheden hende, der har hørt bedst efter i historietimen. Og lært at D-dag for alt i Verden ikke må være nødvendig igen.

Hvis du har lyst til at læse mere om D-dag kan du læse en gratis artikel her: http://jyllands-posten.dk/kultur/historie/ECE6766083/massiv-overlegenhed-afgjorde-d-dag/

Du kan også mod betaling læse hele artiklen her: http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/newton/ECE6770273/d-dag-de-allierede-tog-hitler-pa-sengen/

 

Slut med kedelige betonblokke

Ny robotteknologi kan give fremtidens betonboliger hidtil usete former. Men er det for sent at rette op på betonghettoer som Gellerupparken i det vestlige Aarhus?

Af Klaus Dohm

Når man bor i nærheden af en kedelig og ofte balladeramt betonghetto som Gellerupparken i det vestlige Aarhus ved man, hvad det kan gøre ved beboere og livet i et boligområde, hvis arkitekter tager fejl, når de designer et boligområde.

Det er ikke betonen og de firkantede, fantasiforladte boligblokkes skyld alene, at Gellerupparken jævnligt er plaget af kriminalitet, påsatte brande, ballade og voldelige overfald. Deri har beboerne selv et betydeligt ansvar. Men det er alligevel slående at landets sociale problemer i dag koncentrerer sig om en række af de trøstesløse boligområder i beton, der især i forstæderne i de største byer blev opført i slutningen af 1960’erne og 1970’erne. Betonblokkene er simpelthen for grimme og boligkoncentrationen for stor til at folk, der har råd til andet, gider bo i dem.

Dengang de vise politikere i det tidligere Brabrand Sogn før kommunesammenlægningen besluttede at bygge Gellerup Parken var intentionen en helt anden. Store eksklusive lejligheder, lukkede grønne arealer, svømmehal, bibliotek, et stort indkøbscenter og sågar en egen teaterscene skulle i tidens moderne stil lokke velstående borgere til det lille sogn. Samtidig skulle de nye boligblokke løse et stigende problem med mangel på boliger.

Men tanken var naiv og udførelsen var for tankeløs på trods af, at en visionær arkitekt og de bedste og mest moderne byggemetoder blev tilført projektet. Da de første års eufori over de mange flotte og store luksuslejligheder havde lagt sig begyndte folk at flytte fra området. De gad alligevel ikke bo der – eller havde måske ikke råd. Lejligheder stod tomme, og både svømmehal og indkøbscenter gav så store underskud, at Brabrand Boligforening, der havde opført betonblokkene i midten af 1970’erne var tæt på konkurs. Langsomt flyttede en ny type familier ind. Indvandrere med mange børn og stort boligtilskud fra kommunen. En ghetto var ved at blive født.

Men er det hele egentlig betonens skyld? Og er det for tidligt helt at afskrive betonen som et godt byggemateriale til spændende boliger?

Det beskæftiger en artikel i Jyllands-Postens videnskabstillæg Newton sig med. Og nej er konklusionen – ikke mindst på grund af ny robotteknologi, som giver arkitekter, designere og ingeniører mulighed for at forme boliger på en helt anderledes måde.

”Det er nemt at give betonelementerne skyld for, at vi i dag har ghettoer, men med til historien hører, at det i sin tid løste et af samfundets helt store problemer,” siger Thomas Juul Andersen, arkitekt MAA ved Byggeri og Anlæg, Teknologisk Institut. Han ser store perspektiver i robotteknologien:

”Det vi ser ude i det byggede landskab står slet ikke mål med de muligheder, som designere og arkitekter faktisk har for at give betonen form og udtryk. Betonen har stadig et enormt uforløst potentiale,” siger han.

Kort fortalt går teknologien ud på, at en robot fræser støbeforme ud på baggrund af digitalt arkitekttegnede geometrier. Derefter fyldes betonen i formene og støbes i spændende faconer sammen med armeringsnetværk.

”Vi kan i langt højere grad lade arkitekternes frie fantasi bestemme, hvordan formene skal se ud,” forklarer professor Henrik Gordon Petersen, Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Syddansk Universitet. Han har været med til at udvikle den software, der arbejder sammen med robotterne og håber, at man i fremtiden vil se flere iøjnefaldende, smukke og bløde strukturer i områder som f.eks. Gellerupparken.

Også Johannes Rauff Greisen, arkitekt ved Teknologisk Institut er optimist.

”Robotten kan sagtens med sin præcision og sin fleksibilitet blive et powertool, og jeg er sikker på, at den i fremtiden vil ændre den måde, vi bygger på,” siger han.

I øjeblikket forsøger Aarhus Kommune med et måske sidste forsøg på at rette op på fiaskoen i Gellerup. Som et led i en stor helhedsplan for området rives boligblokke ned, det åbnes med nye veje, der tilføres arbejdspladser og ungdomsboliger – og der skabes et mere livligt kultur- og forretningsmiljø.

Kommunen ønskes alt mulig held og lykke med projektet. Men om planen og robotteknologien grundlæggende kan ændre på det forhold, at kun de færreste frivilligt ønsker at slå sig ned i en firkantet, grå betonkasse med snesevis af ensartede lejligheder, er måske tvivlsomt.

Du kan læse en korte gratis artikel om den nye robotteknologi her: http://jyllands-posten.dk/nyviden/ECE6751715/fremtiden-byder-pa-boelgede-betonbyggerier/

- eller læse hele artiklen i Newton  her: http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/indblik/ECE6752285/robotter-skal-forme-fremtidens-betonhuse/

Truslen fra Tjernobyl

Det ødelagte atomkraftværk i Tjernobyl i Ukraine udgør stadig en trussel – og vil være det tusinder af år endnu. Imens forsøger forskere at påvise konsekvenserne af ulykken.

Af Klaus Dohm

Jeg ved ikke, hvor mange, der har glemt ulykken på atomkraftværket i Tjernobyl i Ukraine i det daværende Sovjetunionen. Ja, mange kender sikkert ikke engang til den – selv om den regnes for at være den værste på et atomkraftværk nogensinde.

Men det er også 28 år siden den 26. april 1986, at reaktor 4 eksploderede og sendte en eksplosiv sky af radioaktivt materiale ud i atmosfæren. Materiale som også ramte Vesteuropa og det østlige USA.

Både årsagen til ulykken og dens konsekvenser er omdiskuterede. Men eksplosionen skete, da reaktoren planmæssigt skulle lukkes ned i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde, og teknikerne samtidig ville afprøve strømforsyningen ved en eventuel nødstandsning af den.

Foruden modstridende rapporter og øjenvidneberetninger om, hvad der præcist skete forud for eksplosionen er der også stor usikkerhed om konsekvenserne. Siden ulykken er der kommet stribevis af rapporter om den radioaktive forurening, og hvor mange døde, som ulykken har kostet og vil koste.

47 oprydningsarbejdere og redningsfolk døde af akut strålesyge. Men ellers er der rapporter, der taler om alt lige fra en 4.000 – 5.000 dødsfald til Greenpeace, der taler om flere hundrede tusinde dødsfald, som følge af, at berørte mennesker får kræft.

Under alle omstændigheder forskes der stadig i konsekvenserne af det radioaktive udslip, som også førte til, at flere end 300.000 mennesker blev evakueret.

En af de førende forskere på området er den danske professor Anders Møller fra Laboratoire d’Ecologie, Systématique et Evolution, Université Paris-Sud. Sammen med professor Timothy Mousseau fra University of South Carolina har han foretaget en lang række undersøgelser i området og udgivet over 50 videnskabelige papirer om konsekvenserne af ulykken – især påvirkningen af dyre- og plantelivet på lang sigt.

De har i Tjernobyl-området påvist en sammenhæng mellem øget radioaktiv forurening af et område og et fald i antallet af fugle, pattedyr, insekter og edderkopper. De har også fundet ud af, at mange fugle og mindre pattedyr lever kortere efter end før ulykken, samt at hjernestørrelsen hos nogle fugle og pattedyr er formindsket med op til fem pct.

Møller og Mousseau har også påvist en sammenhæng mellem akut radioaktiv påvirkning og genetiske skader, og en sammenligning af data fra ulykker i Tjernobyl og den nylige ulykke ved Fukushima i Japan antyder, at de genetiske skader akkumulerer i takt med nye generationer af dyr. De to forskere har dog også kunnet konstatere, at nogle arter ikke er berørt, og at nogle arter tilmed er vokset i antal efter ulykken, hvilket sandsynligvis bl.a. skal tilskrives resistens mod strålingseffekter.

»Da ulykken skete, var det ikke alle områder tæt på værket, der blev forurenet lige meget, hvilket hænger sammen med, hvor på reaktoren der gik hul. Dermed er der opstået nogle lommer i skovområderne, hvor der er meget lidt forurening, mens der 100-200 meter derfra er områder, hvor forskellen i radioaktiv forurening kan være så stor som en faktor 1000. Dermed kan vi sammenligne, hvad der sker med dyre- og plantelivet i de to typer områder og undersøge forskellene,« forklarer Anders Møller i dagens udgave af Jyllands-Postens videnskabstillæg Newton.

Senest har de to forskere nu påvist, at Tjernobyl stadig udgør en trussel mod omverdenen. Den radioaktive forurening i området betyder, at nedbrydningen af blade og andet organisk materiale er stærkt formindsket, hvilket betyder, at ophobningen af radioaktivt forurenet plantemateriale er tilsvarende stor. Det kan udgøre en trussel måske helt til Vesteuropa i tilfælde af f.eks. en skovbrand.

»Tallene viser, at den radioaktive forurening har nedsat hastigheden af den naturlige nedbrydning, hvilket fører til en ophobning af løv, hvilket igen påvirker planternes vækstbetingelser. Dermed opstår der et lag af tørre blade, der er to til tre gange tykkere end normalt, og som udgør en potentiel brandfælde, da de er meget letantændelige,« siger Anders Møller til Newton.

I dag er der stadig en sikkerhedszone på mange kilometer omkring atomkraftværket i Tjernobyl, og det er nødvendigt i mange tusinder af år at have reaktoren indkapslet, så det radioaktive materiale ikke slipper ud.

Der er altså god grund til at huske Tjernobyl-ulykken og ikke mindst lære af den i forhold til både etableringen af nye atomkraftværker og sikring af de gamle. Det hjælper forskerne med til.

Du kan læse en gratis forkortet version af artiklen skrevet af min kollega Claus Sonne om truslen fra Tjernobyl her: http://jyllands-posten.dk/nyviden/ECE6730850/tjernobyl-ulykken-truer-stadig/

Du kan også bag en betalingsmur læse hele artiklen i Newton om forskningen i Tjernobyl-ulykken her:  http://www.jyllands-posten.dk/protected/premium/newton/ECE6731531/verdens-vaerste-atomulykke-giver-livsvigtig-viden/